Detektor

Randersegnens Amatørarkæologer

Detektor

 

Guldbrakteat fundet på en mark i Østjylland

 

 

 

 

 

 

 

Denne sjældne guldbrakteat er fundet med detektor, på en mark i det Østjydske. Brakteaten er indleveret til Museum Østjylland, hvorfra den er videresendt til Nationalmuseet.

Nationalmuseets enhed Danmarks Oldtid beskriver braktaten således:

Der er tale om en bøjet, 1,98 g tung C-brakteat, der viser et mandshoved over et hestelignende dyr, begge set fra venstre. Manden har en høj frisure med strittende hår samt en fletning i nakken, der udgår fra hans øre. perlekontur ses foran pandehåret og en enlelt perle ses mellem fletning og nakkehår. Ansigtet har en stor næse, et indrammet øje med øjenbryn og et nærmest ottetalsformet øre. Fra øret går en konturlinie fremad og danner hage og mund.

Mandshovedet svæver frit over dyret, der er tegnet med dobbelt relieflinie om hoved og ryg, og ellers med enkelte konturlinier. Dyret har en let åben mund og markeret næsebor, lodret indrammet øje med øjenbryn, og et spidsovalt øre. Krum hals med manke. Markering af seletøj ses omkring skulderen. Dyret har to forben, begge med `fodring´, og kun et bagben, som mangler `fodring´. Alle tre fødder er fliged, med foden på det fremadrettede venstre forben er bladformet med tre flige. En tilsvarende` blødende´fod findes på 3 brakteater fra et andet jysk skattefund ved Skonager. C 713-14.

Mellem det `blødende´forben og undersiden af dyrets hoved står der to runer: 'l' R, der ikke umiddelbart giver mening. På samme sted har andre rune-brakteater vigtige indskrifter som houaR (den høje) eller på de tre nævnte Skonager-brakteater; NIUWILA (et navn)

Foran mandshovedet ses en fugl med stort krum næb, der støder op til mandens pandehår, spidsovalt øje med øjenbryn, krum hals, sløjfeformet vinge og trekantet hale samt en fod med tre kløer.

Rundt omhele billedet ses aftrykket af prægestemplets rand. Brakteaten har en perlet randtråd, der er tydeligt slidt, især ved øsknen, hvor perlerne næsten er slidt væk. Øsknen har en bred midtervulst med tre smallere vulster på hver side; på bagsiden deler midtervulsten sig i to. vulsterne og øsknens ender er tydligt slidt; den venstre ende er desuden beskadiget. På bagsiden sidder der en trkantet gulplade som forstærkning under øsknen. Forsidens relief ses tydeligt på bagsiden, hvor der desuden muligis er et groft aftryk af groft tekstil fra prægningen.

 

Lidt om mønter Generelt.

Mønt. (af lat. moneta). De ældste mønter i den europæiske kulturkreds er græske, præget i Efesos og Sardes i Lilleasien ca. 650-625 f. Kr.

Forskningen peger med stor sandsynlighed på, at det var Lyderne, som er møntvæsenets opfindere.

Dels har man en overlevering fra filosoffen Xenofanes, der var født omkring 580 f.Kr. og som levede sin ungdom i fødebyen Kolofon, der ligesom de øvrige græske bystater i det vestlige Lilleasien var knyttet til lyderriget som protektorat på det tidspunkt.

Dels var de første mønter fremstillet af metallet elektrum, en guld-sølv-legering, der forekommer i naturen og som netop Lyderne havde god adgang til. For som det er overleveret af Herodot, blev metallet udvasket i store mængder i floden Paktolos, af hvilken det blev hidført fra det centrallydiske Tmolos-bjerg.

Sammensætningen i det kostbare metal elektrum er ret konstant; sølvindholdet varierer mellem 25 og 28%.

Ca. år 550 f.Kr. under kong Kroisos begyndte man at præge mønter i sølv og guld.

Det sidste metal, der blev taget i brug indenfor det græske møntvæsen, var bronzen.

I midten af 400-tallet f.Kr. begyndte man at fremstille mønter i bronze, hvis værdi var mellem 60 og 100 gange mindre end f.eks sølv, og som derfor var velegnede som betaligsmiddel i dagliglivets behov.

Det romerske møntvæsen startede år 289 f.Kr. med prægning af bronzemønter og i 270´erne f.Kr. fulgte prægning af sølvmønter.

Sansynligvis i år 216 f.Kr. prægede romerne deres første guldmønter.

Lidt om bronze

Bronze er fællesbetegnelsen for et stort antal kobberlegeringer, fortrinsvis med tin, men også med aluminium, nikkel, zink, bly og andre metaller.

Man skelner i almindelighed mellem messing, der er kobber-zinklegeringer og bronze, der omfatter alle andre typer kobberlegeringer.

Den ældst kendte, i praktisk anvendte typer kobberlegeringer, er tinbronze. Med et indhold af mellem 5 og 25% tin er metallet meget lettere at støbe end rent kobber og samtidig både stærkere og hårdere.